Gå til hovedindhold

7 skjulte film-skatte på Disney+

Oscar-vindere, skæve komedier og et mordmysterium

Skrevet af Emil Blæsild Johansen


Alle ved, at Disneys tidløse tegnefilmklassikere, Marvels hårdtslående superhelte og rumkrigene i Star Wars er at finde på Disney+, men streamingtjenesten byder også på et bagkatalog bestående af filmklassikere og andre skjulte perler.

Vi har gravet i kartoteket og fundet 7 superfede filmskatte på Disney+.

Læs også om vores udvalgte skjulte film-skatte på Viaplay, TV2 Play og Netflix.

Den tynde røde linje (1998)

Den tynde røde linje (1998)

I 1998 udkom to store film om Anden Verdenskrig. Spielbergs Saving Private Ryan løb med den meste omtale og fem Oscar-statuetter, men Den tynde røde linje byder på en mere original oplevelse.

Instruktøren Terrence Malick anvender sine meditative billeder og fragmenterede fortællestil til at skildre krigens vanvid, hvorfor vi her er tættere på den kunstneriske oplevelse i Apocalypse Now end den mere lineære Platoon.

Der er en stjerneparade af skuespillere i filmen: Sean Penn, Nick Nolte, Woody Harrelson, John Travolta og George Clooney, blot for at nævne nogle stykker.

Little Miss Sunshine

Little Miss Sunshine (2006)

En skøn og dybfølt, moderne road-movie om familien Hoovers - en helt igennem atypisk og meget speciel familie.

De drager af sted på en rejse i familiens gamle folkevognsrugbrød fra Albuquerque til Californien for at bakke op om den 7-årige datters største drøm: at deltage i en helt absurd skønhedskonkurrence. Og det til trods for hendes ganske almindelige udseende og et par kilo for meget på sidebenene.

'Little Miss Sunshine' modtog stående bifald på Sundance Film Festival og har vundet adskillige priser, deriblandt to Oscars for Alan Arkins forrygende birolle og Michael Arndts veloplagte manuskript.

(500) Days of Summer (2009)

(500) Days of Summer (2009)

Hvis man skal tale om indbegrebet af en charmerende film, så vil ’(500) Days of Summer’ formentlig bejle til topposten. Filmen, der er både romantisk og vildt rørende, handler om en uheldig og håbløs romantiker, Tom, lever som tekstforfatter til alverdens lykønskningskort. Tom er forblændet af hans store kærlighed, Summer, og hans verden ramler derfor sammen, da hun dropper ham.

Zoey Descanel og Joseph Gordon-Levitt spiller parret Tom og Summer i en film, der hopper frem og tilbage imellem forskellige 500 dage før, under og efter deres forhold.

Frankenweenie

Frankenweenie (2012)

Hvis du siger Disney+, tænker du nok på klassikere som Bambi eller moderne Pixar-film som Inderst inde, men streamingtjenesten har også mindre kendte animationsfilm. Blandt disse er den forrygende 'Frankenweenie' om den unge Victors højtelskede hund, Sparky, der spiller hovedrollen i hans hjemmelavede monster-film.

Da hunden bliver kørt ned af en bil, beslutter Victor på bedste Frankenstein-manér at bringe Sparky til live igen. Men hundens lettere bestialske udseende vækker hverken begejstring hos Victors forældre eller blandt naboerne.

Tim Burton, der ofte har beskæftiget sig med gotiske gys i bl.a. Sleepy Hollow, står bag kameraet på en film, der bygger på instruktørens fascination af Universals gamle monsterfilm. ’Frankenweenie’ blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.

Black Swan

Black Swan (2010)

Oscar-vinder for Bedste kvindelige hovedrolle og helt forståeligt. Natalie Portman leverer som balletdanseren Nina en indtagende og fysisk præstation ud over det sædvanlige, og med Darren Aronofskys krøllede hjerne bag kameraet, er der tale om en æstetisk kombination af psykologisk gys, thriller og drama.

Nina er balletdanser, og hele hendes liv handler om ballet. Da klassikeren ’Svanesøen’ skal opsættes, vælger den artistiske instruktør en ny prima ballerina – og selvom Nina er det oplagte valg, imponerer den nye danser Lily også instruktøren.

Nina og Lily indleder et forskruet venskab. For bedre at kunne personificere rollen som både hvid og sort svane, begynder Nina at komme i kontakt med sin mørke side, og hendes hæmningsløse tilgang til rollen er tæt på at ødelægge hende.

The Grand Budapest Hotel

The Grand Budapest Hotel (2014)

The Grand Budapest Hotel er det mest luksuriøse af sin slags med spa og velvære for alle gæster. Den legendariske concierge Monsieur Gustave styrer sit personale med hård hånd og er ombejlet af klientellet, primært ældre kvinder med pengepungen i orden.

Gustave bliver mentor for den unge piccolo, Zero Moustafa, og snart bliver de to fortrolige venner. Da en ældre hotelgæst bliver fundet død, og det viser sig, at hun har efterladt Gustave et meget værdifuldt maleri, kommer den ellers så vellidte concierge i problemer.

Den amerikanske auteur Wes Andersons måske bedste film kan findes på streamingtjenesten, som også har hans øvrige bagkatalog, bl.a. The Royal Tenenbaums og Isle of Dogs.

Morder i orientekspressen

Mordet i Orientekspressen (2017)

Hvis du har lyst til en vaskeægte ”whodunit”, så kig her. Agatha Christies klassiske krimi om Mordet i Orientekspressen bliver her genfortolket med instruktøren Kenneth Branagh i hovedrollen som mesterdetektiven Hercule Poirot.

Der er sket et mord, og offeret er en berømt, amerikansk forretningsmand, som har forbindelser til en sag om børnekidnapning, og som derfor har en masse potentielle fjender. Mordet sker ombord på Orientekspressen, hvor en større samling personager udgør Poirots liste over mistænkte og vidner.

Rollelisten består af en perlerække af store Hollywood-navne, heriblandt Daisy Ridley, Michelle Pfeiffer, Penélope Cruz, Johnny Depp, Josh Gad, Michael Peña, Judi Dench og Willem Dafoe.

Efterfølgeren Døden på Nilen er i øvrigt snart biografaktuel.

Inspiration til hjemmebiografen

Vil du have streamingguides og nyheder i din indbakke? Få vores nyhedsbrev.

Ja, jeg accepterer StreamingGuide af kino.dk's markedsføringssamtykke
Luk (Esc)

Siden kan ikke vises ordentligt

StreamingGuide fungerer ikke optimalt i denne browser. Skift venligst til en anden browser, fx Chrome, Firefox, Safari eller Edge, for at få den virkelige oplevelse.